Indenfor vores ægteskab har vi en regel: Min hustrus krop er min ejendom. Hun bærer mit halsbånd og ejertegn. Hun tilbyder sig selv for mig og lader mig tage hende, hvornår og hvordan jeg vil. Hvis jeg beder om 5 minutter, så sætter hun sig klar, åbner mund, spreder ben og blotter sin bryster for mig. Jeg bestemmer, hvordan hun skal tages, hvornår og hvordan. Jeg bestemmer, hvornår hun kommer, og hvilken stilling hun kommer i. Jeg ejer hendes krop. Hun er mit lejetøj.
Jeg føler mig sikker på hende. Så sikker, at jeg har givet hende lov til at tage en eller flere elskere ved siden af mig. Og det har hun gjort. Og jeg elsker at låne hende ud.
Mig, min kone og hendes elsker (e)
Jeg elsker tanken om, at hun har en eller flere ved siden af mig, som hun måske ser, når jeg ikke er der. At hun bruger deres kroppe, deres ord og deres lyst til at tilfredsstille sin egen krop og sin egen lyst. At min hustru er objekt for andre mænds lyst. Det gør mig stolt og tænder mig. Det ansporer mig til at gøre mig lidt ekstra umage – både i sengen og udenfor. Det tænder mig at tænke på, at hendes krop er i brug, både sammen med mig og andre.
Det giver mig en glødende lyst til at stadfæste mit ejerskab over hendes krop. Det giver mig lyst til at spænde halsbåndet på hende, gribe hårdt i kæden og tage hende lidt hårdere, lidt mere brutalt, lidt mindre hensynsfuldt. Tage hende i genbesiddelse. Genvinde hende.
Indvendinger
Måske er der nogle, som vil sige at jalousi er et sikkert tegn på kærlighed og at mangel på jalousi er en mangel på kærlighed.
Jeg bliver jaloux. Ikke altid, men nogle gange. For nogle år siden mødtes min hustru med en elsker, på min opfordring, og jeg glemmer aldrig den nat. Jeg kunne ikke sove, min fantasi løb løbsk og næste dag var jeg overbevist om, at min hustru nok aldrig mere ville ønske at få min pik ind i sig igen. Et andet eksempel er, at jeg for nogle uger siden blev konfronteret med det faktum at min hustru nu, igen på min opfordring, havde taget sig en elsker. Min krop blev som spaghetti og jeg havde svært ved at koncentrere mig om mit arbejde i de næste par dage. Jalousi er et livsvilkår i mit liv. Men det er et livsvilkår, som jeg har lært at leve med. Og derved, synes jeg, har jeg lært at jalousi er en forbigående følelse. Jeg har lært at føle mig forbi jalousien og ind i en dybere kærlighed.
Måske kunne man sige, at det er et tegn på ligegyldighed eller dårlig samvittighed, at man lader sin partner have andre elskere.
Jeg håber ikke, at min hustru ser mig som ligeglad. Jeg håber, at hun ser og oplever sin mand som en lidenskabelig og engageret ægtemand, der ikke tager let på kærlighed og begærlighed. Jeg håber, at hun føler den frihed og den tryghed, som jeg forsøger at give hende. Jeg tror på, at jeg, ved at skabe tryghed også giver hende mod til at føle sig fri og lyst til at vende hjem til mig igen.
At, kun hvis man er ligeglad med den andens kærlighed, så vil man også være ligeglad med risikoen ved at dele sin partner med andre.
De mange facetter
Jeg elsker min kone. Hun er min livspartner og hun har bevist, tusindvis af gange, at hun har investeret sit liv i mig. På så mange måder, at jeg ikke ville kunne opremse det. Jeg og hende er livspartnere, men vi er ikke den samme person og vi har forskellige behov og længsler på forskellige tidspunkter i vores liv sammen.
Min hustru er min bedste ven, livsledsager, hun er mor til mine børn. Hun er blevet min elskerinde, min slave og min kneppedukke. Hendes krop er blevet min ejendom. Den bærer mit mærke. Det har ikke altid været sådan, men i løbet af vores 22 år sammen, har vi udviklet en seksuel relation, som har fået denne karakter.
Jeg er dybt afhængig af min hustru. Jeg er afhængig af hendes krop, røv, mund, bryster og fisse. Jeg er afhængig af hendes opmærksomhed, af hendes hensynsfuldhed, hendes underdanighed (i sengen og kun der), hendes visdom, hendes samarbejdsvilje, hendes gode vilje, hendes begær, hendes lyst. Hun, og de følelser, som vi har for hinanden, holder mig oprejst på utrolig mange måder.
Fri til at elske
Jeg tror på, at hvis jeg giver hende den størst mulige frihed, så vil eventuelle elskere som hun måtte tage ikke kunne true den tosomhed, som vi har sammen. Jeg tror på, at hendes frihed kommer mig til gode i form af tålmodighed, kærlighed og omsorg. Omvendt, hvis jeg forbød hende andre elskere, så tror jeg at de elskere, som ville komme ind i hendes liv, ville få en større betydning. Fordi hun dermed ville vælge dem på trods af mig og ikke som et tilvalg. Så ville hun vælge dem, fordi hun ville have noget andet i en sådan grad, at hun var villig til at trodse vores fællesskab for at få det. Derimod, hvis hun ved, at hun frit kan se andre elskere, så tror jeg, at hun vil være mere tilbøjelig til at vælge dem til som et supplement til vores tosomhed og topersoners verden.
Min partner er fri. Og uanset om jeg giver hende lov eller ej, så vil hun møde andre mennesker, som hun vil være tiltrukket af. Nogle af dem vil hun have lyst til at elske med og måske vil hun have lyst til at have dem i sit liv i en periode. Det kan jeg ikke forhindre uden også at tage hendes frihed fra hende. Og det er jeg ikke interesseret i. Jeg er interesseret i, at hun vælger mig af fri vilje, fordi hun hypotetisk set kunne vælge andre.
Dare-to-share
Denne vilje til at ville dele – dare-to-share- er en kærlighedshandling. Det er en kærlig tillidshandling. Det er tillid til, at hvis jeg åbner døren, så kommer hun igen. At chancen er større for at hun kommer tilbage til mig, hvis hun frivilligt kan komme og gå.
At låse døren for hende er ikke en kærlighedshandling. Det er en frygtstyret handling: en tro på at jeg ville kunne beskytte mit ægteskab fra udefrakommende. Men det ville jeg jo aldrig kunne alligevel. Jeg ville jo aldrig kunne holde hende væk fra andre mennesker eller deres indflydelse eller tiltrækning. Ikke uden at true hende med at forlade hende. Ikke uden at indpode en frygt for konsekvenserne i hende. Og det er jeg ikke interesseret i.
Min hustru har bevist for mig, at hun er min. Vi har hus, børn og en menneskealder af samliv. Ingen kan opbygge det, som jeg har med hende. Det er opbygget af tusindvis af dages fælles indsats. Det er solidt. Det er grundfæstet.
Og hvis hun skulle ønske lidt eventyr eller at opleve andre elskeres kærlighed og begærlighed, skulle jeg så ikke kunne give hende det? Ville et kys fra en elsker, et kærtegn, en aften eller en nat, ændre det?
Ville det kunne slå så dybe revner i vores fælles fundament, at det ville smuldre? Det kan jeg ikke tro.
Det er kun sex.
Det tænder mig at vide, at hun har andre mænd. Fordi så skal jeg gøre mig lidt mere umage. Kæmpe lidt mere for det. Selvom jeg føler 100 pct. sikker på, at de andre aldrig vil kunne blive andet end eventyr for hende. Spændende eventyr, ja, men forbigående.
Jeg ejer hende. De låner hende.
Læst og godkendt af hustruen.
Mandeblogger 